søndag den 29. november 2009

Intergalaktisk jul på rumskibet Monsun III, første afsnit

Her præsenterer jeg første afsnit af min adventskalender for i år, en spændende rejse ud i rummet og en mission for at finde den sande mening med julen og hvorfor de mærkelige jordboer fejrer det. Tjek tilbage næste søndag for at se, hvad mandskabet på rumskibet Monsun III opdager af spændende og farlige ting. Enjoy!

***

“Kommandør Zork?” Telegrafistens stemme lød temmelig ængstelig. 

Kommandøren kiggede op fra de holografiske galaksekort, der lå spredt ud over kommandofladen foran ham. ”Hvad er der?”

”Jeg har opfanget noget. Det er et signal, men det kommer meget langt fra.”

”Et signal? Af hvad slags? Er det en form for kommuniké?”

Telegrafisten fjernede de gigantiske høretelefoner fra ørerne og rakte dem frem. ”Du må hellere selv høre. Jeg forstår det ikke.” Telegrafspecialist Mango Miyaxyzkov var ikke sprogligt uddannet, han var tekniker og selvom han var ansvarlig for al ind- og udgående kommunikation til og fra rumskibet Monsun III kunne han ikke særlig mange af universets sprog. Det kunne kommandøren derimod og tog derfor imod høretelefonerne og satte dem over ørerne og lyttede opmærksomt.

”Glade jul, dejlige jul,” lød det ud fra dem, opløftende stemmer akkompagneret af kimende klokker. Han rynkede brynene. Det var et jordsprog.

”Hvor siger du, at du har opfanget det her fra?” spurgte han telegrafisten. Det kunne ikke passe. Jorden var alt for langt væk, det var jo en af de fjerneste beboede planeter i denne galakse.

”Det er meget svagt,” svarede telegrafist Mango Miyaxyzkov. ”Bliver udsendt fra et rimeligt primitivt senderedskab, en radio, sådan en ligesom på det museum vi besøgte på Gryphon.

Kommandør Zork mumlede et eller andet. Jo, den kunne han godt huske. Meget primitivt senderedskab. ”Hvordan har vi modtaget denne besked?” Han bankede på høretelefonerne. ”Den er vel ikke blevet sendt i vores retning, vel?”

”Nej, men jeg scanner hele tiden på alle kendte frekvenser, også dem som ingen af vores art bruger. Hvad bliver der sagt?”

”… toner julenat herned,” sang koret skrattende og Zork rynkede igen brynene. Hans kendskab til dette jordsprog var forholdsvis begrænset. Det ord jul, hvad var det for noget? Han fjernede høretelefonerne og kaldte ind i et andet aflukke. ”Professor? Xynna, kom lige her!”

Et par øjeblikke efter kom hun gående ud fra sit værelse. ”Lad være med at kalde mig professor, Zork, det har jeg sagt. Det får mig til at føle mig så gammel.”

”Men jeg fik da dig til at komme, gjorde jeg ikke?”

Hun kiggede surt på ham. ”Jo. Hvad er der?”

”Prøv lige at tage en lytter her.” Han rakte hende Mangos høretelefoner.

”Det kommer fra Jorden,” sagde hun efter kort tid.

”Ja, det ved jeg godt. Hvilken region?”

”Danmark, så vidt jeg kan høre. Måske et af de omkringliggende lande.”

”Ved du, hvad de synger om? Det ord de nævner, jul, hvad betyder det?”

Xynnas ansigtsudtryk blev koncentreret og Zork kunne se, at hun lyttede nærmere efter sangen. ”Det ved jeg ikke,” sagde hun så endelig.

Mango, der ellers havde vendt sin opmærksomhed tilbage til sin computerskærm for at scanne systemet for beskeder, drejede straks sin kontorstol mod Xynna. ”Hvad?”

Kommandør Zork kiggede på hende med ligeså forbavset et ansigtsudtryk. ”Ved du det ikke?”

”Vent lige lidt,” sagde Xynna og gik så tilbage til sit værelse. ”Lad mig lige gå ind og slå det op.”

Både Zork og Mango fulgte efter hende ind i hendes arbejdsværelse. En fantasmagorisk stor harddisk optog det meste af gulvpladsen og summede, så man næsten kunne mærke det i rummet. Var det ikke for de meterhøje køleelementer på siden af den ville den garanteret have sprunget hele rumskibet i luften.

”Mener du virkelig, at der er noget, du ikke ved?” spurgte Mango drillende. ”Det kan da ikke passe, kan det det?” Han prikkede hende i siden og hun prøvede så godt hun kunne at ignorere ham, mens hun åbnede et par opslagsprogrammer.

”Jeg har det lige her et sted,” sagde hun. ”Det ved jeg.” Hun indtastede et par kommandoer. Skrev Jul i søgefeltet. Det stod ikke i ordbogen.

”Har du ikke andre databaser over ord med jordisk ophav?” spurgte Zork.

”Faktisk…” startede Xynna, men gik så i stå igen.

”Hvad?”

”Jeg har ikke andet end ordbogen. Jeg troede at jeg havde mere information, men der er jo nærmest intet om planeten Jorden her. Hvorfor har vi aldrig indsamlet mere information derfra?”

”Du skal ikke spørge mig, det er dig, der er hovedansvarlig for den slags,” sagde Zork.

”Har Centralen slet ikke været interesseret i, hvad der foregår på Jorden?”

Zork trak på skuldrene. ”Åbenbart ikke. Vi har aldrig fået besked på at flyve derned, ikke mens jeg har været kommandør i det mindste.”

”Det er da en skandale!” udbrød Xynna. ”Hvad nu hvis det er et fjendtligt supervåben?”

Zork grinede. ”Så galt er det nu nok heller ikke, tror du? De jordboer kan jo knap nok finde ud af overhovedet at lette fra jorden, så der er vist ingen risiko for, at vi er i fare.”

”Nej, måske ikke, men vi burde da stadig finde ud af, hvad det er for noget!”

”Okay,” svarede Zork. ”Det kan vi da godt. Centralen har os ikke på nogen speciel opgave i øjeblikket, så lad os da bare undersøge fænomenet nærmere.”

Det så Xynna ud til at være tilfreds med. Hun kunne stadig ikke forstå, hvordan der kunne være et hul i hendes enorme intergalaktiske viden om stort set alt. Det var jo utænkeligt.

”Men bare husk,” mindede Zork hende om. ”At hvis Centralen kalder os tilbage, så må du forklare dem hvad vi laver inde i midten af galaksen!”

Copyright, Nikolaj Johansen, 2009

torsdag den 19. november 2009

BogForum og mere NaNo

NaNoWriMo lakker mod enden, i det mindste for mig. Nu hvor jeg næsten kan tælle de tilbageværende kapitler på en enkelt hånd er det ved at blive en smule trist, at se dette års skriveeventyr løbe ud i sandet, heldigvis resulterende i min længste roman nogensinde. Da jeg startede var jeg så ambitiøs at håbe på at kunne slutte med 100.000 skrevne ord i november. Det har jeg så måttet sande, at min synopsis simpelthen ikke havde scener til. Da jeg skriver til Politikens Store Krimikonkurrence, som kræver minimum en halv million tegn, er jeg lidt panik over med 70k ord at være på lidt over 400.000 tegn. Jeg forventer at ende med en færdig roman på 80k, hvilket gør den en smule for kort. Forhåbentlig kan det ordnes i løbet af december og januar – der er masser af beskrivelser af både personer og steder, som jeg nærmest har sprunget helt over i mit første udkast.

Håber det går on track for andre, der også sætter november i skrivningens tegn.

I går fik jeg også – ud over mine 4000 ord i romanen – også skrevet en syvsiders julenovelle til Novelleforlagets konkurrence, som jeg egentlig er meget tilfreds med. Det var første gang i år jeg rigtig kom i julestemning, også selvom det er alt for tidligt. Det er den slags december er til for, men da deadline for konkurrencen er i morgen, var der ligesom ikke rigtig noget valg. Enhver novellekonkurrence jeg ser, deltager jeg i. Det betyder så også at december ikke bliver brugt på at skrive flere julehistorier (det er i hvert fald ikke planlagt) men derimod bliver helliget science fiction til denne konkurrence

BogForum er også forbi for dette år og for mit vedkommende var det en dejlig dag med to spændende foredrag fra Science Fiction Cirklens stand, Svend Åge Madsen, Lars Sandbeck og ditto Christiansen, der har skrevet Gudløse Hjerner, PoetrySlam, Jussi Adler-Olsen og masser af billige bøger.

Efter 71.000 ord på nitten dage, tager jeg nu en pause.

tirsdag den 10. november 2009

NaNoWriMo

Så blev det den tid på året, hvor i tusindvis af aspirerende amatører og professionelle forfatter går sammen om det skønne skriveeventyr, det er at klemme 50.000 (eller i undertegnedes tilfælde, forhåbentlig i nærheden af 100.000) ord ud på en enkelt måned.

De første dage var som altid en kamp. Bevares, jeg kom ikke bagud og følte mig ikke specielt stresset, men ordene tog deres tid med at komme ud. De første par dage var jeg heldig, hvis jeg kunne skrive 1000 ord på en time. Og det var ikke på grund af mangel på spænding eller forberedelse, da begge dele fyldte min tid hele oktober og lidt af september med. Jeg havde en synopsis og sad oppe, da klokken slog de tolv slag ved midnat og signalerede indgangen til tredive dages litterær løssluppenhed. Ja tak.

Nu er jeg dog kommet over den første uge, hvor man er nødt til at trække ordene skrigende og spjættende ud fra kreativitetens mørke og kommet over 30.000 ord-mærket, hvor alt bliver meget lettere, ordene flyder og nye scener opfindes.

Jeg er dog også begyndt at blive bekymret for, om mit plot kan strækkes helt til de ca. 90.000 der er den påkrævede længde for Politikens Krimikonkurrence, som jeg planlægger at sende ind til når den tid kommer (læs: SENEST 1. februar! Gisp!). Derfor er jeg i øjeblikket ud over at skrive, også i gang med at tilføje flashbacks, forhistorier, længere og tidligere indtroduktioner til karakterer og forhåbentlig en mere kaotisk og actionbefængt slutning.

Hvis der sidder nogle desperate wrimo's, der hiver efter vejret for at nå de 1667 ord om dagen, kan jeg varmt anbefale Write or Die, en simpel word processor, der straffer dig, hvis du ikke skriver hurtigt nok. Stressende til tider, men det er det, der er brug for i november, når det ikke er meningen, man skal tænke over ordene.

Og så er jeg også kommet på Twitter, Feel free to follow!

Over and Out på 37.852 ord!