torsdag den 23. december 2010

Jul i en anderledes verden

Det har været et helvedes år, men det vil jeg overhovedet ikke snakke om. Nu sidder jeg bare her sammen med min syvårige datter og kigger på juletræet, jeg var ude at skaffe i dag.  
Vi har altid fejret jul hjemme hos os selv, en lille familie, så lille som den kan være, far mor og børn. I år er den så en lille smule mindre, men det vil jeg heller ikke tænke på. Det var en kamp at finde det juletræ og slæbe det hjem, men jeg ville ikke have, at vi skulle fejre jul uden et juletræ.
”Skal vi tænde lysene?” spørger Emilie, og jeg smiler, nikker og rejser mig fra sofaen. Der er gået så lang tid i denne nye verden. Vi har lært at klare os sådan nogenlunde. Vi er ikke længere i livsfare. Vi sulter ikke. Jeg sørgede for at barrikadere døren for længe siden, hamre brædder for vinduerne. Jeg holder lav profil hver gang jeg går udenfor, og undgår det i øvrigt så meget som muligt.
Det sneede i dag. Det var en underlig fornemmelse at være ude i det. Jeg ville gerne have taget Emilie ud, ville have gjort det, hvis ikke de også var omkring. Jeg havde min økse med, selvfølgelig, men jeg brugte den ikke til andet end at fælde træet. Det er jul, jeg har ikke lyst til at slå kranier ind eller hugge hoveder af, jeg har bare lyst til at være glad. Jeg er egentlig også i helt godt humør. Emilie havde fundet en kasse med julepynt og nisser og hjerter og den slags, da jeg kom hjem. En kasse jeg ikke anede eksisterede. Vi pyntede træet sammen.
”Du behøver ikke gå ud efter et træ,” sagde hun og tog mig i hånden. Det var i morges. Det er i dag den fireogtyvende december.
”Skal vi ikke have et juletræ?” spurgte jeg.
Hun stod og rokkede frem og tilbage, og jeg ville gerne have kunnet se ind i hendes hoved, høre hvad hun tænkte. Hun pressede læberne sammen og så usikkert op på mig. ”Det er jo farligt derude, er det ikke? Går de ikke rundt?”
”Jeg skal nok passe på, det ved du. Jeg er forsigtig. Desuden er det også koldt udenfor, de har ikke så let ved at komme omkring.” Det var rigtigt nok. Kulden forhindrer dem i at bevæge sig særlig meget. Faktisk så jeg en af dem i dag, som var helt frosset ind i is. Temperaturen går hele tiden op og ned, vandet fryser og det tør, det samme gør de. Jeg tænker, at det må tære godt på deres muskler, og det kan heller ikke være godt for hjernen. Jeg nærer et lille håb om, at vi måske kan overleve vinteren, at de ikke vil gøre det samme. Måske kan vi så starte på ny.
Jeg sagde ”vi ses lige om lidt,” til Emilie og så gik jeg udenfor. Der var ikke så mange, og jeg kunne sagtens undgå dem ved at holde et raskt tempo ud til skoven. På trods af alt hvad der er sket, er det stadig en smuk verden, vi lever i. Der var frostkrystaller på de mindste kviste, og de glimtede i solen. Jeg kunne se min egen ånde. Jeg passerede det frosne tidligere menneske, gik langs skovstien og det lykkedes mig rent faktisk at nyde naturen uden forstyrrelser eller frygt for min egen sikkerhed. Jeg fandt et godt træ og gav mig til at hugge det ned. Jeg blev ikke forstyrret. Jeg tænkte, at den verden vi lever i nu egentlig ikke er så slem. Det værste er overstået.
Jeg blev overrasket, da træet faldt. Ikke fordi det faldt, eller fordi sneen puffede op, eller vinden rystede i grenene over mig, men fordi jeg på en eller anden måde ikke havde hørt de tre zombier, der nu stod bag mig. De rystede ikke af kulde, og deres led var heller ikke stive eller frosne. De måtte have fundet ly for kulden i en af de nærliggende gårde. Mon de var blevet tiltrukket af min træfældning? Mon sneen havde dæmpet deres skridt og skjult dem for mine ører?
Jeg kiggede ned på øksen i min hånd og tænkte et øjeblik på at svinge den, men jeg følte mig lige i så godt humør. I julestemning. Det er altså efterhånden sjældent at jeg har det på den måde. Jeg stak øksen tilbage i bæltet, tog i stedet fat i juletræets stamme og løb væk fra de stønnende væsener så hurtigt jeg kunne. Denne gang nød jeg ikke den smukke, snedækkede skov, jeg koncentrerede mig bare om at løbe. Så stor en trussel udgjorde de tre enlige zombier heller ikke, jeg kunne sagtens løbe fra dem, selv med træet på slæb. Det gjorde jeg også, men jeg var fuldstændig uden åndedræt, da jeg nåede hjem og bankede på døren. Emilie lukkede mig ind. Jeg kiggede mig over skulderen, men der var ingen der havde nået at følge efter mig.
Nu står vi så her og har tændt julelysene. Det er mørkt udenfor. Jeg tænker på, om zombierne mon ved, at det er jul nu. Sikkert ikke. Jeg holder min datter i hånden og vi går rundt om juletræet ganske langsomt og i stilhed. Stearinlysene der vajer forsigtigt på grannens grene er det eneste, der lyser op for os, og jeg tænker på alt hvad der er gået forud for dette øjeblik. Alle de døde mennesker.
Jeg holder op med at tænke. Jeg smiler, for jeg vil gerne nyde dette ene øjeblik i fred. Jeg kigger ned på Emilie. Det sner udenfor. Små fnug sætter sig fast på vinduerne. Vi har det varmt og dejligt herinde i mørket. Alene, men det gør ingenting.
Vi kan godt fejre jul, selvom verden ikke er, som den plejer at være.

fredag den 19. november 2010

NaNoWriMo og science fiction

National Novel Writing Month foregår som forhåbentlig bekendt i disse novembers triste dage (hvis det af en eller anden grund ikke er bekendt, skrev jeg et indlæg om det sidste år). Denne gang finder min roman sted i en nyligt koloniseret steampunkversion af Europa, hvor hovedpersonerne i stedet for at kæmpe mod det onde, irske imperium, ender med at kæmpe mod en horde af dampdrevne og bidske robotter, som pludselig indtager byen.
Mange flere kampscener end jeg er vant til at skrive, hvilket egentlig er dejligt. Hektisk. Jeg har netop styrtet et gigantisk luftskib fyldt med mennesker og robotter til jorden under beskydning for magtsyge soldater. Meget spændende, alt sammen.
Som altid er det en fornøjelse at deltage i dette kreative eventyr sammen med mere end hundredetusinde håbefulde forfattere verden over. Gavnligt for motivationen og fællesskabsfølelsen også, når alt forfatteriet ikke bare bliver foretaget i et ensomt loftskammer, men i et loftskammer med adgang til det globale internet.

Science Fiction Cirklen har også netop udgivet deres årlige antologi med nye, danske science fiction noveller, Ingenmandsland, og i denne samling er min egen novelle Vandkøler også at finde. Bogen kan findes her: http://www.sciencefiction.dk/udgivelser/boger/ingenmandsland.html og jeg vil selvfølgelig opfordre alle til at anskaffe sig et eksemplar for at få en god og meget varieret læseoplevelse. Derudover også for at støtte foreningen, som gør et meget stort stykke arbejde for at udgive både ny og gammel og klassisk science fiction på dansk.

Det var vist alt for denne gang. Jeg vender tilbage til min roman. Den skriver jo ikke sig selv.

fredag den 3. september 2010

John Milton, to kill a book

"For Books are not absolutely dead things, but doe contain a potencie of life in them to be as active as that soule was whose progeny they are; nay they do preserve as in a violl the purest efficacie and extraction of that living intellect that bred them. I know they are as lively, and as vigorously productive, as those fabulous Dragons teeth; and being sown up and down, may chance to spring up armed men. And yet on the other hand, unlesse warinesse be us'd, as good almost kill a Man as kill a good Book; who kills a Man kills a reasonable creature, Gods Image; but hee who destroyes a good Booke, kills reason it selfe, kills the Image of God, as it were in the eye."

John Milton, Areopagitica

onsdag den 23. juni 2010

Nyt skriveprojekt + Marble Hornets

Den lange tid er blevet brugt flittigt på andre skriverier, blandt andet mit seneste ambitiøse projekt, kaldet "Der var et bibliotek" som kan følges løbende på denne side: Der var et bibliotek

Den handler om en mand, der en dag (i dag, d. 23. juni) finder en dagbog i den gamle biblioteksbygning. Han læser interesseret til og bliver efterhånden endnu mere draget ind i det gamle mysterium og oplever ting, de fleste helst ville være foruden.

Jeg blev inspireret til at skrive historien i den genre og udgive den på den facon, jeg nu gør, af en uhyggelig serie på Youtube, Marble Hornets som jeg kun kan anbefale, men samtidig med forbeholdet, at der er gode chancer for søvnløse eller ubehagelige nætter, når man er færdig. Sådan havde jeg det i hvert fald. Denne serie giver virkelig en ubehagelig fornemmelse og ikke bare med masser af blod eller billige chok-effekter, men med regulær skræmmende, ubehagelig stemning. Serien formår virkelig at give det ukendte en gigantisk uhyggefaktor, tit er man mere skræmt af det, man ikke kender til. En mand i jakkesæt? Har aldrig været mere ildevarslende end her.

Håber, du vil læse med i fremtiden. Sandsynligvis vil der komme en del flere opdateringer på "Der var et bibliotek"s WordPress-side end der vil komme her. Del den gerne, hvis den er spændende.

søndag den 28. februar 2010

Novellekonkurrencer en masse

Da jeg netop sendte to science fiction noveller ind til en konkurrence, fik jeg lejlighed til at undersøge nettet for flere af den slags muligheder, og der synes lige nu at være en hel del novellekonkurrencer, der lyder ret interessante.

Byens Forlags konkurrence går ud på at skrive en novelle om et terrorangreb på København anno 2010. Handlingen er der ingen krav til og heller ikke stilen, den kan være actionfyldt, romantisk, trist eller lykkelig, så længe kvaliteten bare er i orden. Man kunne skrive om terroristernes overvejelser og udførelse, om efterretningstjenestens opklaring, brandmændendes redningsarbejde, almindelige menneskers reaktioner, hvad som helst. Deadline er den 1. juni, 2010 og der er betaling (5000, 3000, 1000 kr.) til de tre bedste og et større udvalg vil blive udgivet i en antologi. Detaljer her: http://www.byensforlag.dk/

Forlaget Ny Science Fiction modtager fantasynoveller til en antologi og fantasy skal her (heldigvis, kunne jeg sige) fortolkes i den bredeste forstand, hvilket vil sige at både urban fantasy, science fantasy, new weird og magisk realisme også godtages. Deadline er 1. september 2010, flere detaljer her: http://www.nysciencefiction.dk/fantasy.htm

Foreningen for de fantastiske genrer, Fantastik afholder nu også deres årlige novellekonkurrence. Udover at den selvfølgelig skal tilhøre en af de fantastiske/spekulative genrer skal der også indgå et usædvanligt væsen. 2010 er jo biodiversitetsår, ved du nok! Deadline er 1. juni 2010 og her er siden: http://www.fantastik.dk/index.shtml

Det var forhåbentlig en smule god inspiration til at komme i gang med at skrive. Jeg skal i hvert fald helt sikkert skrive et par af disse noveller, når jeg er blevet færdig med min nuværende roadnovel (som i road-movie), om et par tusinde ord.

lørdag den 6. februar 2010

Milwordy, zombier og ugebladsnoveller

Milwordy står for Million Word Year og er et projekt som jeg ufatteligt letsindigt besluttede mig for at deltage i oktober sidste år. Det går ud på at skrive en million ord på et år, hvis man ikke allerede havde regnet det ud. Lidt perspektiv: En normal, tætskrevet A4-side med halvanden linieafstand og Times New Roman punkt 12 er på cirka fem hundrede ord. Lige knap seks sider om dagen for at det skal gå op, altså. To tusind sider i alt. En novelle til ugebladet Hjemmet skal fylde 2700 ord, hvilket meget godt, omend måske lidt i underkanten, svarer til en dags arbejde. Minimum. Jeg kunne altså vælge at skrive 365 ugebladsnoveller i år, hvis jeg skal vinde det her. Indtil videre har jeg skrevet en enkelt. Til gengæld har jeg så også skrevet en roman fra start til slut på omkring 65.000 ord, adskillige sci-fi noveller (Science Fiction Cirklen modtager bidrag til deres årlige antologi af ny dansk science fiction, som jeg meget gerne vil optages i), endnu flere stykker kortprosa eller simpelt hen bare korte, underlige tekster. Og så er jeg netop blevet færdig med en kort zombieroman, som jeg begyndte på sidste år. Første del af den ligger faktisk også her på bloggen, så man kan læse introen og se, om det lyder interessant. Historien, der er skrevet som en af de sidste overleveres dagbog, er endt på 46.000 ord, hvilket er en lidt irriterende længde, for det kan godt gå an som en roman, men det er altså en meget kort en af slagsen. Udover det, er jeg meget tilfreds med, hvordan den er blevet, da jeg både har kunne kaste mig ud i grafiske zombiedrab, men også beskrive de psykologiske konflikter overleverne imellem, samt torturere mine hovedpersoner med ulykke efter ulykke i en situation, hvor de absolut ikke har brug for flere ulykker.

Og så en anden relateret god nyhed: Jeg har solgt en novelle med titlen "Aldrig for sent" til ugebladet Hjemmet. Det er den anden novelle jeg har fået antaget til et ugeblad i nyere tid, udover at være noget, jeg er meget glad for. Anderkendelse er en herlig ting - hvis man så også kunne få det for at skrive andet end ugebladsnoveller, så ville alt jo bare være perfekt...

Det er den 6. februar, og jeg har skrevet 136.000 ord i dette år. Flere ord, end jeg nogensinde har skrevet på så kort tid. Jeg håber, jeg kan holde det tempo. Håber, at jeg kan gennemføre dette projekt og forhåbentlig komme helskindet ud af året som en mere erfaren forfatter, og med en bunke romaner og noveller at læse korrektur på.

lørdag den 9. januar 2010

Anmeldelse: House of Leaves



Ordet kompleks er ikke rigtig dækkende, når man snakker om Mark Z. Danielewski’s House of Leaves. En Google billedsøgning på titlen vil give en lille forsmag på de stilmæssige eksperimenter, der bliver afprøvet i bogen, men det nogle gange frustrende, altid interessante layout, der snakkes så meget om kan ikke rigtig forstås med mindre man har bogens kontekst at forholde sig til. Og selv da kan det være svært, for nu at sige det mildt.



House of Leaves er både stil- og historiemæssigt en bog med mange lag. En tilfældig ung fyr ved navn Johnny Truant finder et manuskript hos en nu afdød blind mand ved navn Zampanó. Manuskriptet, The Navidson Record, som er hovedparten af bogen, er en analyse og et referat af en dokumentarfilm, som åbenbart kun eksisterede i Zampanòs egen verden, på trods af de mange detaljerede fodnoter og citerede kilder. Filmen handler om en fotojournalist, Will Navidson der sammen med sin familie køber et hus, men snart opdager at noget er galt. Huset er større på indersiden end på ydersiden. De første opdagelser er snarere en smule finurlige – længden af øverste etage er en halv centimeter mere på indersiden – end egentlig mystiske og skræmmende, som det bliver senere, da en dør materialiseres i stuen. Bag døren spreder der sig en iskold labyrint af mørke korridorer, værelser og trapper, der ændrer sig hele tiden, strækker, udvider, krymper, skifter form. Rigtig interessant bliver det, da Navidson tilkalder hjælp til at udforske denne labyrint og deres gentagne ture bliver længere og længere og efterhånden strækker sig over mange dage og selvfølgelig ikker bliver, hvad mandskabet havde regnet med. Hans besættelse af huset har ikke kun konsekvenser for ham selv, men for hele familien, hans kone og to børn, konsekvenser som også beskrives i detaljer gennem bogen.



Ud over at gøre rede for selve filmens handling bevæger Zampanò sig også over i mere faglitterære emner for at belyse de forskellige handlingselementer bedre eller blot for at gøre analysen og forståelsen for værket endnu større. Disse emner er både videnskabelige, kunstneriske og tekniske og omhandler blandt andet ekko, diverse dateringsmetoder, arkitektur, film- og kamerateknik, mytologi, sprogfilosofi og meget andet. Disse noter kan være både interessante og relevante, men man føler samtidig også visse steder at at fagsproget godt kunne træde lidt i baggrunden og give plads til handlingen, for når disse segmenter afbryder handlingen på de mest spændende tidspunkter kan de sagtens finde på at fortsætte over mange sider. En slags cliffhanger, men i stedet for at skifte til en anden spændende scene, skifter Zampanò til et universitetsforedrag. Det kan godt være, at det er spændende og også delvist relevant, men frustrerende er det altså også indimellem. The Navidson Record er i det hele taget skrevet som den seriøse og dybdegående afhandling og analyse det nu engang, så det formelle sprog kan dårligt undgås, hvis det skal holdes troværdigt. Det kan citation af hundredvis af forskellige kilder på både latin, hebræisk, tysk og fransk åbenbart heller ikke. Nogle gange kammer det over, og man tænker, ligesom Johnny Truant gør i en fodnote ”Again,  pretentios as fuck. Why the french? Why not English?”

Men denne reaktion er kun at forvente af Johnny Truant, der også krydrer bogen flittigt med sine egne fodnoter omhandlende hans liv og oplevelser og ofte voldsomme reaktioner efterhånden som han når igennem bogen. Disse korte scener er en brat ændring i sprog og fortællestil, for han skriver som han taler og er ikke bleg for at lade spredte og springende sætninger fortsætte over halve og hele sider. Denne skrivestil er sandsynligvis også et resultat af hans mentale og fysiske tilstand, der bliver voldsomt forværret som han læser bogen, en bivirkning som han i forordet forsikrer læseren også vil overgå ham. Indtil videre har jeg dog hverken oplevet mareridt, hallucinationer, angst, eller en uforklarlig trang til at tape målebånd til gulvet. Bogen burde altså være sikker at læse.



Og så til layoutet: Det tager tid, før det for alvor bliver kompliceret. I starten består det interessante primært i skiftet mellem manuskriptet, The Navidson Record, og Johnny Truants egne kommentarer og fodnoter. Et temmelig brat skift forekommer dog lidt henne, hvor fodnoter pludselig bliver usammenhængende, står på hovedet og på siden, spejlvendt og midt i brødteksten, hvor de refererer frem og tilbage til hinanden og der tilføjes fodnoter til fodnoter. Både forvirrende og frustrende, men kædet sammen med de dramatiske scener, der fortælles, er de følelser slet ikke så malplacerede. At kunne forstærke handlingen og de følelser læseren gerne skulle sidde med, gennem valg af layout er gennemgående for bogen, hvor man visse steder bliver stoppet, andre steder guidet hurtigt og hastigt sidebladrende gennem en scene, hvor tidspres for alvor begynder at spille en rolle. Læseren vil blive klemt igennem trange huler, ledt op og ned af snoede trapper til højre og venstre, til det punkt, hvor bogen ligefrem indrømmer ”Direction no longer matters” selvom det selvfølgelig ikke er sandt.



House of Leaves er ikke helt let at placere i en genrekasse. Horror er et godt valg, men der er så mange elementer og så mange historier i bogen, at det er svært at holde sig til et enkelt. Som formen er eksperimenterende, er indholdet det også og rummer både en kærlighedshistorie, uhygge – eller skulle man nærmere sige unheimlichkeit – filosofi, historie og skæbnefortællinger.

Det kræver dog en god grad af disciplin, hvis man vil nyde den på det plan som der er lagt op til, og man må også væbne sig med tålmodighed og villighed til at finde sig dens format, som kan være meget frustrerende sine steder. Uanset, hvad man mener om bogen, ligger der ubestrideligt et gigantisk arbejde bag at sammensætte og skrive den, som Mark Z. Danielewski har gjort, og at det er hans debutbog, gør kun bedriften større. House of Leaves er et litterært besøg i spøgelseshuset, i den mørke labyrint af det, vi ikke forstår, og helt bestemt en smule anstrengelse værd.