tirsdag den 15. marts 2011

"We save our lives in such unlikely ways"

Sidste år læste jeg ti fortællinger fra 1001 Nats Eventyr. Så læste jeg et digt af Neil Gaiman. Jeg tænkte over fortællingens væsen og betydning, for skaberen, tilhøreren og for mennesker.
1001 Nats Eventyr. Eventyr fra den arabiske verden, men fra mange forskellige kulturer, fra Tyrkiet, Iran, Indien, Egypten, syriske og persiske områder. Magiske fortællinger, jordbundne fortællinger, om konger og kejsere og skomagere og troldmænd, om prinser og slaver. Eventyr, eventyrlige, betydningsfulde, kritiske og morsomme og ren fortælleglæde. Lethed.
Sheherazade fortalte disse eventyr til sin nylige husbond, sultanen, af frygt for sit eget liv, af snedighed, for at narre ham, men vigtigere endnu, ud af fortælleglæde.
Historier hjælper os til at give livet mening og nogle gange redder de os også.
Sheherazade reddede sit eget liv til slut, men sultanens liv blev også reddet fra ondskab, han fik øjnene op for sin egen besættelse, fra sit eget ensidige, undertrykkende og blodige kvindesyn. Det kan siges, at Sheherazade fik ham til at se lyset, det kan også siges, at erkendelsen af hans egen ufatteligt rige, eventyrlige og opfindsomme kultur og historie, fik ham på bedre tanker. Eftertanke og fornuft, tid og mulighed for at opleve et andet menneskes perspektiv, en verden uden for det forgylde sultanpalads, en verden i rendestenen, i ørkenen og på de syv have, en verden mellem fabeldyrs kæber, troldmænds fejder og håndværkeres sveddråber.
Mennesker har tradition for at fortælle historier. Lejrbål og myter giver mening til tilværelsen, sammenhæng, selvom de måske er opdigtede. Vi knytter os så stærkt til fortællinger der giver os en samlet identitet, en mulighed for forståelse. Trøst og identifikation. Efterligning af verden, efterligning af kunsten og fiktionen, klangbund.
De 1001 eventyr var en del af Sheherazade, de var hendes barndom, person, historie, kultur, hendes familie, identitet, livssyn, de var hendes fantasi og hendes redning – i sidste ende var de hendes liv. Hvorfor gav det et ekko hos sultanen? Fordi de delte en arabisk kultur, ja, men bredere fordi de begge var Mennesker.
Mennesker fortæller, skaber verdener der vækker genklang i vores følelser. Verdenssyn.
Sheherazade var et menneske, og hun var snedig, hun vidste, hvordan hun holdt sultanens opmærksomhed fanget, hun vidste at under hans blodtørst var der noget at prikket til. En nysgerrighed og en barnlig, eller måske almenmenneskelig lyst til at høre endnu en godnathistorie, til at få slutningen med. Det greb kan måske kaldes håndværksmæssig snedighed i fortællekunsten, men sjælen i eventyrene var ægte og betydningsfulde, fortalt fra hjertet af ikke blot et menneske, men en kultur.

She does not know where any tale waits
Before it’s told. (No more do I.)
But forty thieves sounds good, so forty
thieves it is. She prays she’s bought another clutch of days

We save our lives in such unlikely ways

- Neil Gaiman, Inventing Aladdin