Nikolajs Julekalender

Julen er en herlig tid, hvor vi alle hygger, og derfor må det også være på sin plads med en julekalender, en grum en af slagsen. Jeg vil skrive et nyt afsnit hver dag, så tjek ind regelmæssigt - gør det passende lige efter du har skrabet din ene julekalender og åbnet en låge i din anden.

1. december

Det var som et felttog.

Jan og Martin, de to værter på Radio 1901 var klar til at sende Last Christmas ud i æteren, det første julenummer hele året, startskuddet til denne herlige december måned, da døren til studiet blev sparket op. Værterne havde taget nissehuer på. De havde været fjollede. De havde haft en julehjertefletter i studiet.

Men nisserne, der afbrød hyggen, var ikke i humør til jul. De var klædt i grønt og rødt, deres tænder var spidse og øjnene glødede, og de råbte op, og en bankede en lille kødhammer ned i en af studiets laptops, så gnisterne sprang.

Jan væltede næsten i sin kontorstol – hans finger havde dirret over play-knappen, og nu sad han skælvende med ryggen mod mixerpulten, det lykkedes ham kun halv at holde et forskræmt skrig tilbage.

”Stop sendingen!” skreg den forreste nisse med skinger, kommanderende røst. I sine små, tykke hænder holdt han en økse, bladet uhyggeligt skinnende.

Tøvende fjernede Martin sine hovedtelefoner og skruede ned for to knapper på pulten foran ham. ”Bare tag det roligt,” sagde han med rolig stemme. ”Vi skal nok gøre, som I siger.” Han rejste sig op og gik et skridt nærmere førernissen – hans navn var Abraham, og han var tre hundrede og tre og tyve år gammel og havde opbygget megen ondskabsfuldhed i de lange år.

”Du går ikke længere. Sæt dig hen til din ven. Nu!” Abraham hævede øksen, og Martin hævede sine håndflader på sin side, nikkede med hovedet og trådte tilbage til Jan i den anden ende af studiet.

Abraham knipsede med venstre hånds korte fingre, og to nisser yderligere kom ind i rummet, så de nu var fire i alt. Men nisserne var ikke alene, og Jan og Martin gispede hørbart, da de så den ekstra række af nyankomne skabninger.