lørdag den 28. april 2012

Lidt om Ambrose Bierce

Lidt om Ambrose Bierce, skriver jeg, for han er den, jeg har læst temmelig intensivt i dag og i går. Han var en amerikansk soldat i borgerkrigen i 1860'erne og efterfølgende journalist og forfatter til satiriske fortællinger, spøgelses- og krigshistorier og et fantastisk vittigt, kynisk opslagsværk kaldet The Devil's Dictionary. 


Han skrev sine overnaturlige små noveller omtrent på samme tid som flere af forfatterne inden for weird-traditionen, Blackwood, Dunsany og Lovecraft, men adskiller sig markant fra disse. Sprogligt holder han på formerne, så at sige, han skriver økonomisk og præcist og hans horror optræder ikke som forfærdelige og vanvidsvækkende monstre fra en anden dimension (kaldte nogen på Cth...?). Bierce foretrækker spøgelser, men de er alle diskrete og tvetydige og lige så ofte fremkalder hovedpersonerne selv deres egen frygt og ildnes op i en stemning af regulær dødsangst. De evner ikke at fortolke virkeligheden korrekt, enten kammer de over i usandsynlig og unødvendig frygt over en tøjslanges glitrende og ondskabsfulde øjne, eller også ignorerer og underdriver de de betydelige farer, som de møder på en krigshærget slagmark.
Satiren er også et hovedelement her, netop i hans uhyggelige fortællinger (at bruge betegnelsen horror, som jeg har gjort ovenfor, er egentlig ikke præcist og har forkerte konnotationer). Galgenhumor og ironi går fint i spænd i ellers uhyggelige fortællinger: karakterer foretager tragiske fejltagelser, kan aldrig holde stand mod deres egen patos og som i antikkens tragedier (uden øvrig sammenligning) ender det aldrig lykkeligt. Freud påstod, at enhver forfatter behandlede sine karakterer som helte, og at de nød ubetinget beskyttelse mod ulykker (eller i det mindste destruktion) - en sådan venligsindet forfatter kan Bierce ingenlunde siges at være!

Og som afslutning dette citat fra hans djævelske ordbog, som enhver redigeret forfatter naturligvis vil kunne genkende:
"Editor: nA person who combines the judicial functions of Minos, Rhadamanthus and Aeacus, but is placable with an obolus; a severely virtuous censor, but so charitable withal that he tolerates the virtues of others and the vices of himself; who flings about him the splintering lightning and sturdy thunders of admonition till he resembles a bunch of firecrackers petulantly uttering his mind at the tail of a dog; then straightway murmurs a mild, melodious lay, soft as the cooing of a donkey intoning its prayer to the evening star. Master of mysteries and lord of law, high-pinnacled upon the throne of thought, his face suffused with the dim splendors of the Transfiguration, his legs intertwisted and his tongue a-cheek, the editor spills his will along the paper and cuts it off in lengths to suit. And at intervals from behind the veil of the temple is heard the voice of the foreman demanding three inches of wit and six lines of religious meditation, or bidding him turn off the wisdom and whack up some pathos."