onsdag den 12. juni 2013

Radio og romanredigering

Det er, hvad jeg lige i øjeblikket bruger min sommerferie på.

Jeg har for nylig fået øjnene op for radiodramatik af den pulpede slags, som amerikanerne producerede omkring 1940'erne. Dengang kunne man i radioen høre ugentlige udsendelser med horror, fantasy, sci-fi og spænding i shows som Suspense, Lights Out, Quiet Please og adskillige andre. Kvaliteten af disse halvtimes dramatiserede fortællinger kan være en smule svingende - nogle shows havde kun en enkelt forfatter/instruktør til at skrive nyt, originalt materiale hver uge - men der er også virkelig nogle perler imellem.
Jeg vil særligt nævne The Thing on the Fourble Board fra Lights Out, 1948, som virkelig er noget af det mest ubehageligt gyselige, jeg har oplevet.
Også The House on Cypress Canyon fra Suspense, 1946 er en lytter værd. Måske lidt mere traditionel og knap så virkelig uhyggelig, men stadig en rigtig god fortælling.
Hvis man er til den slags, så er der bogstaveligt talt tusindvis af udsendelser tilgængelige på Internet Archive, som man kan gå på opdagelse i.
Lydkvaliteten er charmerende skrattet, nogle shows mere end andre, men man vænner sig til det.

Og hvad ellers? Ja, romanredigering er hvad ellers. Hverken horror eller fantasy, denne gang, faktisk så langt fra det, som det man nok kan komme. Jeg tøver med at sige noget mere "litterært" fordi mit budskab som forfatter hverken bliver ringere eller bedre af zombier eller realisme, men bare anderledes, og leveret på den måde, der passer det bedst. Så her prøver jeg altså noget andet. Og jeg bryder mig godt om det.

God sommer til alle!